Diarré


Diarré er en afføringsforstyrrelse, som medfører en øget daglig mængde afføring (>200g om dagen). Afføringen er ofte tynd eller løses i konsistens. Hos langt de fleste går det over igen uden behandling.

Symptomerne viser sig ved tynde hyppige afføringer og evt. appetitløshed. Ved væskemangel kommer der symptomer som:

mørk sparsom urin

tørst

sløvhed

generel utilpashed

hovedpine

Ved maveinfektion kan der være kolikagtige mavesmerter, som undertiden kan være meget kraftige, og evt. kvalme og opkastninger. Maveinfektion kan være ledsaget af feber. Blod i afføringen kan være symptom på alvorlig infektion i tarmen, kronisk tarmbetændelse eller kræftsygdom i tarmen. Ved diarré med pus (betændelse) kan der være tale om kronisk tarmbetændelse. Mange oplever at have lidt blod på toiletpapiret i forbindelse med diarré, som oftest skyldes en rift eller ”slid” på slimhinden i endetarmen.


Årsager til diarré

Diarré kan inddeles i akut (varighed under 2 uger) og kronisk diarré (varighed over 2 uger). Den hyppigste årsag til akut diarré er virus, bakterier eller affaldsstoffer fra bakterier i maden. Ofte vil dette skyldes infektion fra andre smittede personer, og man skal derfor altid huske at vaske hænder efter toiletbesøg og før håndtering af fødevarer.

Årsager til kronisk diarre kan bl.a. dreje sig om:

irritabel tyktarm

fødevareintolerans

kronisk inflammatorisk tarmsygdom (fx Morbus Crohn, colitis ulcerosa eller mikroskopisk colitis)

laktoseintolerans (mælkesukker intolerans)

cøliaki

kronisk bugspytkirtelbetændelse

antibiotikabehandling

overforbrug af afføringsmidler

stofskiftesygdomme

kræftsygdomme

indtagelse af for meget alkohol.

Faresignaler

Man bør søge læge efter 2 uger med vandtynde hyppige afføringer, eller efter en måned med lettere afføringsændringer. Derudover bør man straks søge læge, hvis man fx har blodig diarré, diarré med pus, høj feber, voldsomme mavesmerter eller udtalt sløvhed. Man skal også søge læge ved symptomer på væskemangel eller ved generelle symptomer, som kan skyldes kræftsygdom (bleghed, træthed, vægttab, m.m.).

Medicin mod diarré

Der findes forskellige slags medicin mod diarré. Mildere tilfælde kan dog klares både med og uden medicin.


Behandling af diarré

Ved diarré er afføringen meget tynd og vandig. Ofte vil man have hyppigere afføring end normalt. Tit mere end tre-fire gange daglig. Ved sværere tilfælde af diarré, kan det være nødvendigt med medicinsk behandling.

Der findes forskellige slags medicin mod diarré. Du skal være opmærksom på, at medicinen måske kun fjerner symptomerne og ikke årsagen. Du kan derved overse symptomerne på en alvorligere tarmlidelse. Tal med din læge ved længerevarende diarré, eller hvis du samtidigt har feber.


Forskellige slags medicin mod diarré

De forskellige midler kan inddeles efter, hvordan de virker, og hvad de påvirker. Der findes:


Peristaltikhæmmende midler

Peristaltikhæmmende midler hæmmer tarmens bevægelser, så afføringen bliver tilbageholdt i op til 12 timer. Under behandlingen er det vigtigt, at du drikker rigeligt med vand.

Loperamid er førstevalg ved akut og kronisk diarré. Opium kan bruges ved kronisk diarré, og hvis loperamid ikke har tilstrækkelig effekt. Eluxadolin bruges ved diarré i forbindelse med irritabel tyktarm.


Vigtig info omkring de peristaltikhæmmende midler:

bruges kun kortvarigt ved akut diarré hos i øvrigt raske personer dvs. uden feber og uden blod i afføringen.

bruges tit i forbindelse med rejser.

bør bruges med omtanke, da de kan sløre symptomerne fra en alvorligere mave-tarm-sygdom.

kan give bivirkninger, som mundtørhed, kvalme, forstoppelse og mavesmerter.

bør ikke anvendes, hvis du er gravid eller du ammer.

må ikke anvendes til børn under 2 år.

bør ikke anvendes til børn under 15 år uden lægens anvisning.

Antisekretoriske midler

Ved diarré mister kroppen store mængder væske og mange salte. Antisekretoriske medicin (racecadotril) mindsker udskillelsen af væske og salte.

Du kan bruge racecadotril mod akut diarré i en uge – enten alene eller i kombination med anden medicin.

Vigtig info omkring antisekretoriske midler:

Tag 1 tablet, så snart du får diarré. Derefter tager du 3 tabletter dagligt lige før dagens hovedmåltider. Hvis du ikke tager dem før hovedmåltidet, går der ca. 1/2 time længere, inden tabletten virker.

Har du feber og blod i afføringen, skal du straks gå til din læge.

Du må ikke selv starte en behandling op uden at have aftalt det med din læge.

Ved visse sygdomme – særligt tarmsygdomme – skal det anvendes med forsigtighed.

Bør ikke anvendes, hvis du er gravid eller du ammer.

Må ikke anvendes til børn under 15 år uden lægens anvisning.

Tarmflora-regulerende midler

Tarmflora-regulerende midler indeholder mælkesyreproducerende bakterier og bruges især som forebyggelse, hvis du skal ud at rejse, eller hvis du er i behandling med antibiotika. Mælkesyrebakterier er vigtige for at opretholde balancen i mavetarm kanalen. Tarmflora-regulerende midler bruges også i lettere tilfælde af akut diarré.

Vigtig info omkring tarmflora-regulerende midler:

Virkningen skyldes muligvis, at tarmen fyldes op med naturlige tarmbakterier. Effekten er dog omdiskuteret.

Midler med mælkesyreproducerende bakterier må ikke tages på samme tid som antibiotika, da antibiotikaen vil dræbe de mælkesyreproducerende bakterier. Der skal være mindst 2-3 timer imellem.

Du bør være forsigtig med at bruge mælkesyreproducerende bakterier, hvis du er allergisk over for mælkesukker (laktose).


Hvad kan du selv gøre ved diarré?

Ved akut diarré er det afgørende at drikke rigeligt med væske, dvs. 3-4 liter dagligt – gerne væske med indhold af sukker og salt.

Grundig håndvask efter hvert toiletbesøg samt før madlavning og spisning er afgørende. Det gælder både for børn og voksne. Mildere tilfælde af diarré kan ofte klares uden medicinsk behandling. Ved diarré taber kroppen vand og salte. Så den vigtigste behandling af diarré er at drikke rigeligt med vand tilsat salt og sukker for at genoprette kroppens balance af salt og væske.

Åbningstider


Valby Apotek

Mandag-Fredag 09:00 – 17:30

Lørdag 09:30 – 14:00

Søndag 10:00-16:00

Stenløse Apotek

Mandag-Fredag 09:00 – 17:30

Lørdag 09:30 – 14:00

Søndag Lukket

Ryparken Apotek

Mandag-Fredag 09:30 – 17:30

Lørdag 09:30 – 14:00

Søndag Lukket

Ølstykke Apotek

Mandag-Fredag 09:30 – 17:30

Lørdag 09:00 – 13:30

Søndag Lukket

Godkendt af lægemiddelstyrelsen


Copyright 2021 – Valby & Stenløse Apotek. Alle rettigheder tilhører Valby & Stenløse Apotek. Udviklet af Eggers-Lura IT Solutions